Idéer til julelege

Ordet julelege stammer helt tilbage fra 1500-tallets julestuer, hvor især unge mennesker mødtes for at lege og feste. Legene blev forbudt ved lov på grund af deres pikante undertoner. Alligevel fortsatte legene, og stadig den dag i dag er der tradition for at lege ved juletid.

Her er nogle bud på julelege, som kan leges med både børn og voksne.

Blind kat efter musen 
Deltagerne står i rundkreds med hinanden i hænderne. Der udpeges en kat og en mus, som stiller sig ind i cirklen. Katten får bind for øjnene og skal prøve at fange musen. Som hjælp kan katten til hver en tid kalde på musen ved at sige mjav, og så skal musen svare med et “piv!”.

Stjæle musehaler
Alle deltagerne tildeles en hale (fx. karklud), som sættes i bukselinningen. Legen går ud på at stjæle haler fra hinanden. Legen kan udvikles til en holdleg, hvor to eller flere hold konkurrerer om at stjæle haler fra hinanden. Med små børn kan det være en voksen, som er kat og stjæler haler fra børnene. Hvis børnene bliver meget kede af at miste deres hale, kan en anden voksen stå klar med ekstrahaler.

Ressourcebevidst pakkeleg
En kreativ videreudvikling af den traditionelle pakkeleg. Gaverne skal være brugte ting, som man tager med hjemmefra, og de skal ikke pakkes ind men puttes i en pose, så alle kan se dem. I stedet for at slå terning om gaverne, skal man udvælge de gaver, man er interesseret i og derefter argumentere for, hvorfor man har fortjent at få gaven. Ejeren forærer gaven til den person, som har leveret den mest overbevisende tale. Læs mere om ressourcebevidst pakkeleg her.